Når man taler om myrer i Danmark og store dele af Europa, er der én art, som næsten alle før eller siden støder på: Lasius niger. Den kaldes ofte den sorte havemyre og er uden tvivl en af de mest succesfulde og udbredte myrearter på kontinentet. For mange antkeepers er det også den art, der starter hele hobbyen, fordi den er robust, fascinerende at observere og relativt nem at holde.
Lasius niger findes naturligt i det meste af Europa og strækker sig helt fra Spanien og Sydeuropa op gennem Centraleuropa og videre til Skandinavien. Den er også introduceret til andre dele af verden, blandt andet Nordamerika, hvor den i visse områder opfører sig som en invasiv art. I naturen lever den typisk i haver, parker, skove og byområder. Den trives især godt i jord, hvor den bygger rede under sten, fliser, rødder eller direkte i græsplæner.
Det er netop derfor, mange kender den som den myre, der laver små jordbunker mellem fliserne i haven. Under jorden kan kolonierne være langt større, end man lige forestiller sig. En moden koloni kan bestå af flere tusinde arbejdere og et komplekst netværk af tunneler og kamre.
En af de mest spændende ting ved Lasius niger er dens parringsflyvninger. I Danmark sker de typisk på varme sommerdage i juli eller august, ofte lige efter regnvejr. Når forholdene er rigtige, forlader tusindvis af vingede hanner og dronninger deres kolonier på samme tid. De flyver op i luften, hvor parringen finder sted. Kort efter lander dronningen igen, knækker sine vinger af og begynder at lede efter et egnet sted at starte sin egen koloni.
Denne fase kaldes den claustrale opstart, hvilket betyder, at dronningen kan starte kolonien uden at skulle forlade reden for at finde mad. Hun lever i stedet af de energireserver, hun har opbygget i sin krop. De første arbejdere, som klækker, er ofte små og kaldes nanitics. Når de først er på plads, overtager de arbejdet med at finde mad og passe larverne, og kolonien begynder gradvist at vokse.
Lasius niger er kendt for sin evne til at udnytte sukkerkilder i naturen. I naturen lever den ofte i tæt samarbejde med bladlus. Myrerne “malker” bladlusene for honningdug – en sukkerholdig væske, som bladlusene udskiller. Til gengæld beskytter myrerne bladlusene mod rovdyr som mariehøns. Dette forhold mellem myrer og bladlus er et klassisk eksempel på mutualisme i naturen, hvor begge arter får en fordel.
Som antkeeper er det også tydeligt at se, hvor sukkerafhængige Lasius niger arbejderne er. De reagerer meget hurtigt på sukkeropløsning, honningvand eller andre energikilder. Samtidig kræver larverne protein for at udvikle sig, hvilket ofte gives i form af små insekter som fluer eller melorme.
En interessant observation ved Lasius niger er deres tydelige feromonstier. Når en arbejder finder mad, lægger den en kemisk duftsti på vej tilbage til kolonien. Andre arbejdere følger derefter denne sti, og i løbet af kort tid kan man se en næsten perfekt organiseret myremotorvej mellem reden og fødekilden. Hvis man ser nøje efter, kan man også opleve, hvordan stien gradvist bliver stærkere, jo flere myrer der bruger den.
Kolonier af Lasius niger kan blive overraskende gamle. Dronningen kan leve i over 20 år, og i naturen findes der kolonier, som har eksisteret i årtier. Det betyder, at en enkelt dronning kan producere mange generationer af arbejdere gennem sit liv.
For antkeepers er Lasius niger en af de bedste arter til observation. De er aktive, relativt modstandsdygtige over for fejl og viser mange af de klassiske myreadfærdsmønstre, som gør hobbyen så fascinerende. Samtidig er deres udvikling tilpas hurtig til, at man tydeligt kan følge koloniens vækst over tid.
Selvom de måske ikke er de største eller mest farverige myrer i verden, er Lasius niger et fantastisk eksempel på, hvor avancerede selv små insektsamfund kan være. Når man først begynder at observere dem tæt, opdager man hurtigt, at selv en lille koloni rummer et helt univers af samarbejde, kommunikation og kompleks adfærd.
( Billede understøtter hvordan arten i virkeligheden ser ud )